Bagt selleri med dadler, valnødder og mynte

Efterår i en skål. Efteråret har da virkelig taget fat nu. Jeg har ikke taget de store lune trøjer i brug endnu, men det er nu dejligt at få varmt mad i maven og denne salat er dejlig lun og meget efterårsagtig på den dejlige måde.

Knold selleri er den rodfrugt der har det laveste indhold af kulhydrat. 8,2 g kulhydrat pr. 100 g og 3,9 g kostfibre, hvilket giver et netto kulhydrat indhold på 4,3 g pr. 100 g.
Jeg elsker knold selleri for dens markante smag, som ikke bliver for sød, som pastinak, gulerødder og rødbeder godt kan blive når de bliver bagt. I denne efterårs salat kommer sødmen fra tørrede dadler og ristede valnødder, men får et frisk pust fra mynte og citronsaft.

Du skal bruge:

1 stor eller 2 små selleri knolde
Olivenolie til bagning af sellerien
1 håndfuld tørrede dadler, uden sten
1 håndfuld valnødder
Mynteblade fra 4-5 kviste
Saften fra 1/2 citron
1 spsk olivenolie
Havsalt og frisk kværnet peber

Sådan gør du:

Skræl sellerien, jeg syntes det er lettest at gøre det med en kniv. Skær sellerien i tern i ca. 1×1 cm.
Vend ternene i olivenolie og salt og bag dem i en 175 grader varm ovn i ca. 30 min – eller til de er gyldne i kanterne.
Rist valnødderne på en tør varm pande.
Skær dadlerne i skiver og hak mynten groft.
Lav en dressing af citronsaft, olivenolie, salt og peber.
Når sellerien er bagt afkøles den lidt.
Vend nu sellerien sammen med dressingen, dadler, mynte og top med de ristede valnødder.