Spinat med fennikel, soltørret tomat & timian

En super enkel salat med masser af smag og få ingredienser.
I lørdags var jeg en tur inde i Torvehallerne og blev fristet af et super tilbud, 500 g babyspinat til 15 kr, desværre ikke økologisk, som jeg jo ellers vægter højt, men den var da trods alt dansk.
Se det var jo en dejligt masse spinat. Så lige i disse dage spiser jeg spinat morgen, middag og aften – bogstaveligt talt.
Om morgenen kommer jeg det i en omlet, det giver den mest fantastiske grønne farve, se bare her! 
Sådan en let og frisk salat, som denne her, kombinerer jeg med en salat med mere fylde og mæthed fx. rodfruger med granatæbler og tahin eller ovnbagte kål med pesto.
Alt slags kød eller fisk passer til, men nu hvor du, måske alligevel har gang i pestoen, så vil jeg anbefale at spise fisk med pesto og parmaskinke til.
Jeg ønsker jer den bedste torsdag! Jeg elsker torsdag, for der får jeg nye forsyninger fra Aarstiderne – kig med senere på Instagram hvis du er nysgerring efter at se hvad der er i.
….og lige en sidste ting inden I får opskriften på salaten. Opskriftindexet er nu up and running – der roder stadig lidt. Men alle opskrifter skulle være der, så kig ind på siden og lad jer inspirere til en masse dejlig mad.
Og nu til salaten…
Du skal bruge:
2 store håndfulde spinat
1 fennikel
6 soltørrede tomater
1 lille håndfuld solsikkekerner
Dressing:
Saften fra 1/2 citron
1 spsk olivenolie
1/2 tsk timian
Havsalt og frisk kværnet peber (spar på salten da de soltørrede tomater er salte)

Sådan gør du:
Pisk alle ingredienserne til dressingen sammen.
Skyl og slyng spinaten. Halver fennikel og skær den tynde skiver på et mandolinjern.
Rist solsikkekernerne på en tør varm pande til de er gyldne.
Skær de soltørrede tomater i tynde strimler.
Anret spinaten i en skål eller på et fad. Vend fennikel og soltørrede tomater med dressingen og anret dem oven på spinaten og drys til sidst med de ristede solsikkekerner.