Æble-selleri slaw

Æble-selleri slaw
Selleri er en fantastisk alsidig rodfrugt! Den kan nemlig bages, koges til fantastisk mos, steges til bøffer og kan også bruges rå. Så skal den bare være revet eller skåret fint ud.
Her er den skarpe selleri smag i selskab med søde æbler, fed havre fraiche, hasselnødder og persille.
Faktisk smager salaten så godt, at den med et twist af vanille, kan blive helt dessert agtig.
Du skal bruge:
1 økologisk knold selleri
2 små æbler
Saften fra 1/2 økologisk citron
1 – 1 1/2 dl Oatly havre fraiche
1 håndfuld hasselnødder
1 håndfuld bredbladet persille
Havsalt og frisk kværnet peber
Sådan gør du:
Skræl sellerien med en kniv og del den i 4 kvarte.
Det samme gøres med æblerne, kernehuset skal dog også lige fjernes.
Riv begge dele groft.
Pres lidt citronsaft over for at undgå at det bliver brunt.
Smag havre fraichen til med salt og peber.
Hak persillen og hasselnødderne groft, gem lidt til pynt.
Vend det hele godt rundt sammen med sellerien og æblerne.
Drys lidt hakkede nødder og persille på toppen og salaten er klar til servering.
Salaten passer godt til det meste, den vil også egne sig godt på et af julens mange frokostborde og på selve juleaften og det vil stå i fin kontrast til rødkålen.