Sommersalater med solmodne kirsebær

Det kan være fristende kun at spise sommerens solmodne kirsebær direkte fra bakken, men prøv at komme dem i salaten også, det er så lækkert og jeg kommer her med 2 enkle salater med delikate kirsebær i – perfekt tilbehør til grillen.

Det er selvfølgelig lidt af et pille arbejde, at stå at tage stenene ud af alle kirsebærrene og det kan da også være svært ikke at spise af dem undervejs, men kirsebær er så lækre i salater, så arbejdet lønner sig i et par utrolig lækre salater.

Hvis vi ser bort fra at vejret overhovedet ikke er så sommerligt, som vi kunne have ønsket os, så er det nu alligevel et helt fantastisk tidspunkt på året lige nu. Ihvertfald sådan rent råvaremæssigt …
Alt det gode og lækre er i højsæson og der er ingen grænser for mulighederne, når vi handler ind.
Jeg kan ihverfald ikke handle ind disse dage, uden lige at blive fristet til at tage et par bakker friske bær med hjem, nogle gange bliver de spist som snack eller brugt som topping på min morgen greenie og andre gange, som nu, ender de som lækker ingrediens i en salat.
Det er med at bruge alle de lækre sager mest muligt, imens de er i sæson.

Hvordan bruger du sommerens bær?


Fennikelsalat med kirsebær, quinoa og mynte:
– tilbehør til 2-4 personer

2 fennikel
1 dl kogt quinoa
125 g kirsebær
2 spsk fint hakke mynte

4 spsk mynte-lime dressing – se opskriften længere nede.

Fremgangsmåde:

Befri kirsebærene for sten og skær dem i halve eller kvarte.
Skyl fenniklerne, halver dem, snit dem fint på et mandolinjern og vend det med dressingen og quinoaen.

Anret salaten i en skål og fordel kirsebær og mynte henover.




Blomkålscouscos med kirsebær, mynte og pistacienødder:
– tilbehør til 2-4 personer

1 blomkål
125 g kirsebær
3 spsk hakkede pistacienødder
2 spsk fint hakket mynte

4 spsk mynte-lime dressing

Fremgangsmåde:

Hak blomkålen fint i en foodprocessor eller riv det groft på et rivejern. Kom det i en skål og vend det med dressing.
Befri kirsebærene for sten og skær dem i halve eller kvarte.

Anret salaten i en skål og fordel kirsebær, pistacienødder og mynte henover.

Mynte-lime dressing:

Saften fra 2 lime
2 spsk fint hakket mynte
1 tsk agave eller honning
2 spsk sesamolie eller olivenolie
salt og peber

Pisk alle ingredienserne til dressingen sammen og smag til med salt og peber.