Lun pestosalat med butterbeans

Fint snittet hvidkål, lynstegt på panden og vendt med pesto bliver til en dejligt lun og lækker salat.
Spis den som selvstændig ret eller server et par skønne grøntsagsdeller til.

I lørdags jeg en tur inde i byen med min mor. Først for at spise froskot og derefter skulle vi så ud og ose lidt i butikker. Men i lørdags var der så piv koldt, ja det var jo faktisk her den første sne faldt.

Jeg kan ikke med kulde og sne og da slet ikke med sne, overhovedet!! Jeg frøs så meget at jeg allerede efter 2 butikker måtte kapitulerer og vi fandt derefter hurtigt en cafe og fik os en kop dejlig varm kaffe. Her sad vi så og snakkede om løst og fast. Blandt andet faldt snakken på at jeg altid fryser når jeg har spist – hvor til min mor så klogt svarer: Det er jo også fordi du altid spiser kold mad! Hmmm ja, det kunne jeg jo kun give hende ret i, hvorfor er mødre altid så kloge på ens vegne?

Men det gav mig jo stof til eftertanke og jeg har derfor tænkt lidt mere i lune retter.
Det blev i første omgang til denne lune pesto salat, den har stadig masser af bid og det bedste af det hele, jeg frøs ikke bagefter.

Så flere lune grøntsags retter vil helt sikkert finde vej til min tallerken og måske og til din?

PESTO SALAT MED BUTTERBEANS:
– 2 personer

1/2 hvidkål
1 rød peberfrugt
240 g butterbeans, udblødte og kogte – svarende til 1 dåse drænet vægt
1-2 spsk. pesto
Salt og peber
Olivenolie eller kokosolie til stegning

Evt. lidt fint hakket bredbladet persille til pynt

FREMGANGSMÅDE:

Snit hvidkålen fint på et mandolinjern og skær peberfrugten i tynde strimler.
Varm en pande op til medium/høj varme og tilsæt olien.
Steg først peberfrugterne et par minutter og tilsæt så hvidkålen og lad den stege med yderligere et par minutter.

Tilsæt pesto og butterbeans, krydr med salt og peber og vend det godt rundt.
Anret den lune pestosalat i en skål eller fad og pynt med lidt fint hakket bredbladet persille.

Til den lune salat serverede jeg de gode efterårsfrikadeller til – dem havde jeg nemlig nogle af i fryseren og de er så gode med pesto til.

FOTO & STYLING: Maria / Vanløse Blues
OPSKRIFT: Maria / Vanløse Blues
REGI: House Doctor / Wonki Ware / Gense