Røde & hvide julesalater

Salater skal der til – også i december og her får du både en rød og hvid en af slagsen.

Jeg handler sjældent ind efter en indkøbsliste, ihvertfald når det kommer til grøntsager. Her handler jeg udelukkende ind efter hvad der lige frister mig på min indkøbstur og så freestyler jeg ud fra det og fra hvad jeg allerede har i mine skuffer og skabe. Det er tit sådan mine opskrifter bliver til.

Idag har jeg været en tur i Kiwi, her jeg er blevet ret glad for at handle ind, både fordi jeg med mit fordelskort får 20 % på alt frugt og grønt, men også fordi deres øko udvalg er klart det bedste jeg har set.

Idag blev jeg fristet af flotte danske rød- og hvidkål til kun 8 kr, så en af hver kom med mig hjem og blev udgangspunktet for dagens 2 salater.

Julemad for mig er lidt en underlig størrelse. Hverken and, flæskesteg, sovs og brune kartofler er noget der kan få mine tænder til at løbe i vand.
Julemad for mig handler meget mere om at få inkorporeret alle de andre smage vi også støder på her i julen. Appelsin, kanel, rosiner, ingefær, kardemomme, ja bare for at nævne nogle få og netop nogle af de smage har jeg taget med i disse 2 salater.

Den hvide er frisk og let og den røde er mere fyldig og intens og selvom disse 2 salater måske er langt fra hvad man normalt ville servere til en julemiddag, så syntes jeg så bestemt de ville gøre sig super godt der.

// Sponsoreret af Kiwi //



RØDKÅLSSALAT I  GRÆSKAR BÅDE 
– tilbehør til 2-4 personer

1 hokkaido græskar
1/2 rødkål
4 spsk. groft hakket bredbladet persille
Olienolie
salt og peber

4-5 spsk. ingefær-lime dressing – se opskrift nedenfor
1 dl rosiner, udblødt i rødvin og kanel
6 spsk. ristet kokosflager

FREMGANGSMÅDE:

Tænd ovnen på 200 grader.

Skær græskaret over på midten, skrab kernerne ud med en ske og skær hver græskar halvdel over så du har i alt 4 græskar både. Er dit græskar meget stort, kan det være du skal dele det i flere både.

Pensel græskarbådene med oliveolie, krydr dem med salt og peber og kom dem i et ildfast fad.
Bag græskaret i 20- 25 minutter, eller til de er møre og gyldme i kanterne.

Snit imens rødkålen helt fint på et mandolinjern og vend det med dressing og persille.

Anret rødkålssalaten i de bagte græskarbåde og top med ristet kokos og rødvinsmarinerede rosiner.


INGEFÆR-LIME DRESSING:

Saften fra 2 lime
1 spsk. olivenolie
1/2 tsk. stødt ingefær ( frisk kan også bruges )
1/4 stødt kardemomme
1 tsk. vaniljepulver
evt. ahornsirup eller honning til sødning
salt og peber

FREMGANGSMÅDE:

Pisk alle ingresienserne til dressingen sammen og smag den til med salt og peber og evt. ekstra sødning.

HVIDKÅLSSALAT MED ANANAS & PEANUTS
– tilbehør til 2-4 personer

1/2 hvidkål
1/2 ananas
Saften fra 1/2 lime
1 håndfuld ristede saltede peanuts
1 håndfuld kandiserede ingefærtern
1 lille bundt frisk koriander

FREMGANGSMÅDE:

Snit hvidkålen meget fint på et mandolinjern, kom det i en skål og vend det med groft hakket koriander og limesaft.

Hak peanuts og ingefærtern groft og skær ananasen i små tern.

Anret hvidkålen i en skål eller på et fad og fordel ananas, ingefær og peanuts ovenpå.




FOTO & STYLING: Maria / Vanløse Blues
OPSKRIFT: Maria / Vanløse Blues
REGI: Wonki Ware