Forårssalat med dampede asparges

Asparges er lig med forår i allerhøjeste kaliber!

Og efter min menig, er det klart de danske asparges, der smager aller bedst. Sæsonen er kort, så de skal nydes maksimalt inden Sankt Hans, hvor man siger sæsonen slutter.

De grønne asparges smager bedst rå eller meget let tilberedte, hvor de hvide altid skal tilberedes og skrælles.

I denne forårsinspirerede salat har jeg hevet min nyeste køkkengadget frem, en aspargesgryde fra Zwilling, og har dampet dem let, inden de anrettes ovenpå salaten.

Mit køkken indeholder efterhånden ret mange maskiner, gryder, pander og diverse udstyr. Hvad der for lov til at blive, er jeg ret selektiv med. Mit køkken er simpelthen for lille til alt kan være der, derfor får ting, der kun kan bruges til én ting, sjældent lov til at blive. Men denne asparges gryde er nemlig ret sej! Udover at den kan rumme aspargesene i deres fulde længde, så kan den nemlig også bruges til pasta!

Ikke mere dørslag er vælter i vasken og pasta der går til spilde, kog pastaen i aspargesgryden og hiv blot net-indsatsen op når pastaen er færdig kogt – så har du den drænede og færdige pasta i nettet, se dét er dælme smart og derfor har aspargesgryden fået lov til at få en fast plads i mit køkken.

FORÅRSSALAT MED DAMPEDE ASPARGES:
– 4 personer

2 bundt asparges
250 g jordbær
1 fennikel
75 g rucola
75 g spinat
100 g ristede hasselnødder

5-6 spsk. grov sennepsvinaigrette – se opskrift nedenfor.

FREMGANGSMÅDE:

Skyl og slyng spinat og rucola grundigt.
Snit fenniklen tyndt evt. på et mandolinjern.
Skyl jordbærene, fjern den grønne blomst og skær jordbærere i små både.

Skyl aspargesene og knæk den nederste trævlede ende af aspargesene og kasser dem.
Bring en aspargesgryde eller alm. gryde med lidt let saltet vand i kog. Damp aspargesene heri i 2-3 minutter.

Hæld vandet fra og lad de dampede asparges køle af imens de øvrige ingredienser til salaten vendes med dressingen.

Anret aspargesene oven på og drys med hakkede ristede hasselnødder.

Spis salaten som tilbehør til fx. grillede Blackbean BBQ bøffer.

GROV SENNEPS VINAIGRETTE:
ca. 1 1/2 dl

saften fra 1 citron
1 spsk. æblecidereddike
1 tsk. dijonsennep
1 tsk. grov sennep
1 spsk. olivenolie
1-2 spsk. ahornsirup eller anden flydende sødning
salt og peber

FREMGANGSMÅDE:

Pisk alle ingredienser sammen i en skål og smag dressingen til med sødt og salt.