Glaskålssalat med quinoa og 3 x bær er en frisk og knasende sprød salat fyldt med proteiner og alle sommerens lækre solmodne bær.
En smuk smagsbombe, der mætter i sig selv, men som selvfølgelig også kan være det friske tilbehør til sommerens forhåbentlig mange grillerier.
Glaskålssalat med quinoa og 3 x bær
Glaskålssalat med quinoa og 3 x bær og masser af mættende proteiner fra både quinoa, ærter og edamamebønner.
Og masser af smag fra masser af frisk koriander og alle de solmodne bær.
En fryd for øjet og en sand fornøjelse at spise.
Den nye dreng i klassen?
Nej faktisk slet ikke…
Glaskål er ikke nogen ny og revolutionerende grøntsag.
Den har nemlig eksisteret lige så længe som blomkål og alle de andre kåltyper.
Vi ser den desværre bare ikke så tit i de danske supermarkeder, men skal istedet oftest forbi en grønthandel for at få fingrene i et glaskål. Men det er hele omvejen værd!
Glaskål er mit absolutte yndlingskål, så jeg hopper tit på cyklen og drøner forbi grøntmanden efter et glaskål eller 4 – man kan jo aldrig vide hvornår lysten igen til en knasende sprød salat melder sig, vel?
Glaskål smager modsat alle andre kåltyper slet ikke af kål, eller meget mildt ihverfald. Smagen er mere nøddeagtig og frisk og konsistensen er saftig og knasende.
Glaskål smager efter min mening bedst når den er rå, gerne i tern og sammen med masser af krydderurter, frugt eller bær og selvfølgelig en lækker dressing – fordi helt ærligt, hvad er en salat uden dressing?
Sol og sommer – lige ned i salatskålen
Følelsen af sommer kan forlænges og forstærkes ved at komme smagen af sommer ned i salatskålen.
Brug flittigt ingredienser som bær, melon og andre solmodne sommerfrugter.
Få mere inspiration til sommerlige salater her:
Risfrikadeller og blomkålssalat med grape, hindbær, avokado og estragon
Broccoli cous-cous med jordbær, avokado og ristede mandler
Cremet grønkålssalat med guacamole, blåbær og kikærter
- 2 store glaskål, skrællet og i tern
- 1 stor håndfuld frisk koriander, eller anden krydderurt efter din smag - groft hakket
- 1½ dl quinoa
- 2½ dl ærter, friske eller fra frost - optøet
- 2½ dl afbælgede edamamebønner fra frost - optøet
- 100 g hindbær
- 100 g blåbær
- 100 g jordbær, i kvarte eller tern
- 50 g ristede mandler, groft hakket
- Dressing: Magisk grøn avokado dressing
- Skyl quinoaen grundigt og kog den efter anvisningen på posen.
- Kom alle ingredienser, undtaget mandlerne i en stor skål og vend det sammen.
- Anret salaten i en serveringsskål, pynt med mandler og server den magiske grønne dressing til.
- Spis salaten alene eller som tilbehør til veganske bøffer eller deller.
Tak for den opskrift 🙂 Derhjemme ligger et glaskål (fra Årstiderne) og jeg har spekuleret over hvad jeg stiller op med det. Avocadodressingen glæder jeg mig også til at smage.
God dag
Glaskål kommer aldrig til at ligge længe her hjemme, hvis ikke det ender i en salat så skærer jeg det bare i stave og dypper dem i fx. hummus.
Jeg elsker bare glaskål 😉
Jeg håber du fik smagt både salat og dressing og at det var et hit 😉